top of page

ZIMBABWE

Zimbabwe betyder ”Hus af sten” og ikke uden grund. Det er det eneste land i Afrika, der besidder en så enestående rigdom på smukke stenforekomster. Dette har dannet grundlag for den spændende stenskulpturkunst, der i de senere år har markeret sig stærkt i den globale kunstverden. 
I dag regnes flere af stenkunstnerne fra Zimbabwe blandt verdens bedste.
 
Siden indvielsen af National Gallery i Harare i 1957, er der sket en markant konfrontation mellem den gamle stammereligion og den stærke indflydelse fra den vestlige verden. Dette har ført til en ny generation af frigjorte bevidste kunstnere med et mere raffineret æstetisk og abstrakt formsprog end de foregående generationer.
 
Det er et tidstypisk træk, at der blandt de mest fremtrædende kunstnere er kvinder, der med deres kunst fremhæver de afrikanske kvinders stærke selvbevidsthed og dygtighed til at klare de hårde vilkår, som de ofte lever under.
 

Kunstcentre

Chapungu Scupture Park er det førende kunstcenter i Harare. Siden 1970 har det gennem internationale og lokale udstillinger støttet og finansieret stenkunstnerne og på den måde bidraget til at gøre Zimbabwe kendt. En del af parken er forbeholdt de arbejdende kunstnere, der er udvalgt og indlemmet i ”Chapungu Sculpture Park Program”. 

Tengenenge kollektivet ligger ca.150 km. nordvest for Harare. Det er et arbejdende kunstner-samfund med mere end 100 kunstnere, som lever med deres familier i et tæt arbejdsmiljø med adgang til det nærliggende Great Dyke stenbrud. 
 
National Gallery i Harare afholder skiftende udstillinger. Der er desuden en kunstskole knyttet til galleriet samt en salgsudstilling af kunstnernes værker.
 
Dominic Benhura har fået verdensry for sine levende ofte humoristiske figurer.
Han har sit atelier i Harare, hvor talentfulde kunstnere kan arbejde under hans kunstneriske vejledning og få økonomisk støtte. Ved hjælp af Benhura´s egne store internationale udstillinger får de mulighed for selv at blive kendt.

bottom of page